Vores vision er at skabe rum for at mennesker kommer tættere på sig selv og hinanden. Vi startede Circling Studio i foråret 2023 efter i en årrække at have holdt workshops sammen. På denne side kan du læse forskellige tekster om, hvordan man kan beskrive Circling.
Vi skaber rum, hvor vi kan møde os selv og hinanden i nærvær med et mål om bevidst at rumme, hvad der måtte dukke op. Når vi er med en oplevelse og giver den plads, hvad end den måtte være, så er der mulighed for heling. Mulighed for en mere hel oplevelse. Det er som regel sådan, at jo mere vi kan være med, desto mindre kamp oplever vi, fordi vi ikke skal bruge energi på at skubbe uønskede oplevelser væk, og når vi ikke skal kæmpe så kan vi give slip, bløde op og mærke os selv, livet og andre mere.
Tillid og overgivelse er nøgleord. Og ikke-viden. Vi bestræber os på og opfordrer til at møde det der er i rummet, i os og imellem os, med en åben nysgerrighed. Vi kan ikke vide, hvad der vil ske, men ved at følge og have tillid til det, der udfolder sig, kan vi blive klogere på os selv og udvide vores rum af muligheder og derigennem få mere frihed.
Kroppen kan vise os vejen. Ved at lytte til kroppens sansninger, de mere eller mindre subtile fornemmelser, får vi adgang til budskaber, om hvor noget stadig er frossent og fastlåst, og kalder på at blive mærket og få plads. Kroppen lyver ikke. Den fortæller os ret præcist, hvad vores oplevelse er, hvis vi lytter efter. Nogle gange hvisker den kun og jo mere vi øver os i at blive stille og lytte efter, jo mere kan vi mærke, hvad vi skal gøre.
Når vi kan mærke vores krop og dens budskaber, og ikke kæmper imod det vi mærker, men tør følge det, så bliver det enklere at være til.
I de fleste sociale sammenhænge er der normer og kodekser for, hvordan vi er sammen og det er der også i Circling. Også selvom jeg ofte siger, at det er der ikke.
Der er nogle enkle principper, som bl.a. handler om eje sin oplevelse, være med den anden i dens verden, have tillid til det der opstår samt have en grundlæggende dedikation til at vende opmærksomheden mod det levende, nuværende øjeblik. Tune ind på det, der er tilstede i feltet.
Der også en overgivelse af lederskab. Hvilket bl.a. betyder, at der ikke er nogens sandhed, der i princippet vægter højere end andres. Der er en tillid til, at hvert udtryk, der kommer frem har værdi for den proces, der er i gang.
En tillid til at alle er dele af samme puslespil og bidrager med forskellige brikker. Både med ord, lyd, tavshed, bevægelse mm.
Når jeg som leder overgiver mit lederskab til gruppens intelligens og virkelig har tillid til, at jeg ikke ved, hvor vi skal hen, men at vi nok skal nå derhen alligevel, skaber jeg rum for det uforudsigelige og det ukendte. I tillid til at jeg ikke ved, hvad der er bedst for denne gruppe i netop dette øjeblik.
Samtidig er der en bevidsthed i mig om, at der er forskellige lag eller kvaliteter i hvert øjeblik, som jeg kan vælge at gå med, at tune mig ind på. Så jeg er ikke bare en passiv brik, der siger lige det, der falder mig ind. Selvom det nu også kan være ovenud befriende nogle gange og føles som det helt rigtige!
Jeg er en aktiv medspiller og jeg vælger hvert øjeblik, hvad jeg vil give opmærksomhed. Hvis altså jeg er vågen. Og graden af vågenhed er svingende og for mig en kvalitet, som Circling i høj grad bidrager til en skærpelse af.
En skærpelse af at jeg kan vælge. Og en fornemmelse af, at menukortet af valgmuligheder bliver større og større. Mine handlemuligheder udvides. Repertoiret bliver større og større.
Går jeg med den umiddelbare sansning og følelsen af måske vrede, fordi jeg har lyst til at mærke kvaliteten ”vrede” i levende live eller går jeg et skridt bag om fornemmelsen af vrede og mærker længslen og sorgen, der måske er der. Og som måske bidrager med en anden blødere kvalitet.
Hvad er den mest sande bevægelse i øjeblikket?
Kalder det på afstand eller nærhed, grænsesætning eller forbundethed? Er der en proces der handler om at give slip eller mere en bevægelse mod skabe nyt liv. Hvor I cyklussen er jeg og gruppen netop nu? Og hvad vil jeg egentlig gerne opnå, hvad ville være det mest hensigtsmæssige valg. Velvidende at det jeg gerne vil og menukortet af valgmuligheder skifter hele tiden.
Så for mig handler det i høj grad om, at koble mig på og følge den flod, der strømmer netop nu. Måske rammer jeg og gruppen en dæmning af ophobet frygt og stagneret livsenergi. Der bliver stille. Frustration breder sig. Rastløshed. Nogle går pludselig og skal tisse eller spise. Måske er vi nået til en dæmning lige før et vandfald, som føles livstruende, men som måske blot vil sende os på en nydelsesfyldt og glædesfyldt rutsjetur, hvis vi tør.
Jeg stiller ofte mig selv spørgsmålet, hvad er det gruppen ikke vil være med lige nu eller hvad er det gruppen længes efter? Og hvad er det næste skridt?
Og svaret søger jeg både i mine egne sansninger, som et mikrokosmos for hele gruppens intelligens og i at observere og fornemme energien i gruppen samt også tolke på de verbale budskaber, der kommer.
Et meget ofte stillet spørgsmål i Circling er, hvad er rammen, hvordan gør vi her?
Min oplevelse er, at spørgsmålet rigtig ofte kommer fra et sted af frygt for at gøre noget forkert og af et ønske om at gøre ”det rigtige”, at sørge for at handle på en måde, så man passer ind i fællesskabet, som føles som en hel naturlig længsel efter at høre til og være en del af.
Det kunne måske handle om, at der er et ønske og en længsel der hed noget ala ”jeg savner en leder, det ville give mig tryghed, hvis jeg nogen fortalt mig, hvad jeg skulle gøre, hvad der forventes af mig.”
Ofte opstår der blandt dem, der har circlet nogle gange en enighed om, at man ikke må tale fra hovedet. Men at man skal tale om det man mærker, sanser og føler, og altså ikke så meget om, hvad man tænker og hvilke overvejelser man gør sig. For slet ikke at tale om at fortælle lange historier, som ikke hører dette nu til. Der opstår let en kultur, hvor hovedet eller sindet bliver noget dårligt.
Og det er rigtigt, er min oplevelse, at når en historie eller overvejelser bliver delt løsrevet fra øjeblikket dvs. løsrevet fra den sansende krop, så reagerer gruppefeltet med kedsomhed og rastløshed. Hvorfor? Fordi det ikke er levende.
Så der er som sådan ikke noget forkert i at fortælle historier (løsrevet fra kroppen) i Circling, men gruppefeltet vil som oftest kvittere med gaben eller måske irritation. Jeg kan finde på at dele, at jeg mister fokus, at jeg længes efter kontakt eller at jeg bliver optaget af, hvorfor historien gerne vil fortælles lige nu. Eller jeg leder efter de øjeblikke i historien, der berører noget i mig og som føles som en ledetråd til at åbne noget op, der føles vigtigt.
Det er så meget mere spændende at kunne mærke det, der bliver delt. Ud fra det levende, mærkede, sansede ord. Som ligger i at ordet og det talte er i kontakt med kroppen. Sindet er ikke dårligt. Det skal bare helst, for mig i hvert fald, være forbundet med sanserne og følelserne.
Drømmen om frihed
Hvis du er dig, kan jeg være mig!
Det er en ofte udtalt længsel, at alle tager ansvar for deres egne valg og virkelig følger deres sandhed. Længslen peger på, at hvis de andre gør det, så kunne jeg tillade mig at være mig.
Hvilket igen fik mig til at stille spørgsmålet, hvorfor gør jeg ikke bare det jeg gerne vil lige nu? Hvorfor er jeg afhængig af, at alle de andre først tager ansvar.
Jeg kan også af og til tage mig selv i at ”grave” i en andens følelser eller sårbarhed, hvor det egentlig handler om, at jeg ikke vil være med min egen. Så hvis jeg nu bare kan få den anden til at mærke sig selv bedre, så kan jeg nok også mærke mig selv bedre – uden at jeg behøves at lide. Når jeg tager mig selv i det, så bliver jeg lidt flov.
På den anden side kan jeg også føle mig egoistisk, når jeg vender vrangen ud og tager en masse plads med mine følelser. Især fordi jeg er jo facilitator, så jeg skal jo holde rummet for alle de andre! Eller skal jeg? Nogle gange skaber jeg bedst rum ved at gå forrest og vise, at her må man gerne pjatte, være mærkelig, græde, være vred, føle sig ensom, være overstadig, trænge til nærvær, længes efter berøring, være stille, trække sig osv.. Vise at det kan jeg godt rumme.
Af og til er jeg ved at droppe Circling helt. Hvad skal det dog til for?
Alt det angst og frygt, der næsten uundgåeligt dukker op, fordi vi bevæger os hen til kanten af vores bevidsthedsfelt. Følelsen af at jeg hellere bare vil gå en tur, hygge mig lidt, blive i comfortzonen, hvilket også i perioder føles sandt, end jeg vil mærke suset fra afgrunden, pulsen, sammentrækningen og udvidelsen. Forrige gang udtalte en deltager noget i retning af ”ja, det er jo ikke hyggeligt, men hold da op, hvor har jeg opdaget nogle nye ting om mig selv.”
Nogen gange er det dog også ret hyggeligt!
Ofte går jeg fra workshoppen med en lækker følelse af, at selvom dele af aftenen var anspændte og akavede, så var der tilsvarende latter, overraskelse, blødhed, boblende liv og forbundethed.
Så det blev heller ikke denne gang jeg droppede Circlingen. Snarere tværtom vil jeg gerne lave endnu flere workshops!
Og min drøm er at skabe kærlighedsfyldte rum, bevidste rum, der tillader og byder velkommen og ser bagom det umiddelbare.
Rum hvor kærligheden tager over og traumerne giver slip.
Circling er en praksis, der favner flere lag. Både det indadvendte personlige lag, de relationelle dynamikker samt de kollektive og spirituelle lag. Det er en helhedsorienteret bevidsthedspraksis, hvor de lag, der vil være fremtrædende i øjeblikket, afhænger af gruppen, og af hvad facilitatorerne inviterer ind i rummet.
På det personlige plan er circling rummet en invitation til at se og arbejde med ens egne dynamikker, skygger og projektioner. Det er en mulighed for at se sig selv tydeligere igennem at observerer, hvordan man selv agerer og hvordan man reagerer på de ting, der sker i rummet. Man kan få øje på, hvor man måske trækker sig fra andre og hvor man bliver tiltrukket af andre. Man ser måske, at man har en tendens til at have sin opmærksomhed mere på andre end sig selv eller omvendt. Man opdager måske, at der er noget man har lyst til, men holder sig tilbage fra, fordi det føles skræmmende. Man opdager måske, at man har lyst til at fylde mere eller at man tager plads, fordi man er bange for stilheden, eller for at miste kontrollen. Man opdager måske, at man får sagt ja, når kroppen egentlig signalerede et nej.
Fordi tempoet som regel er langsomt, er der god tid til at mærke og se hvad, der sker indeni en selv. Man får måske øje på kropslige fornemmelser, der ændrer sig, eller forskellige følelser og tanker, der kommer og går. Af og til kan det føles rigtigt at være stille og bruge rummet mere meditativt til blot at observere, hvad der sker i en selv. På andre tidspunkter føles det måske mere rigtigt at interagere i rummet, dele noget og lægge noget ud i rummet for måske at få en respons.
For mennesker der er meget i kontakt med deres følelser, men ikke er så vant til at tale om, hvad der sker i dem selv, kan det være en god øvelse i at sætte ord på de indre tilstande. Det at lytte til, hvordan andre taler om deres indre liv giver også en mulighed for at udvide ens eget ordforråd om følelser.
Der kan også være meget læring i at se, hvordan det man siger påvirker andre, og se at man kan sige ting på mange måder, som har forskellig effekt, og måske få nye måder at tale på, som gør at det man siger bliver bedre modtaget hos andre. Hvis man fx mere eller mindre direkte beskylder andre for at gøre noget, som man ikke bryder sig om, så har det ofte den effekt, at det skaber afstand og en lukning mens, at hvis man forbliver åben og nysgerrig om, hvad der sker i en selv, så er der større mulighed for, at andre læner sig frem og gerne vil høre mere.
Hvis man er mentalt stærk og god til at formulere sig, kan det være en styrke, der kan hjælpe en selv og rummet til at forstå, hvad der sker. Der kan også være en hæmsko, hvis man mangler kontakt til sine følelser og taler uden kontakt til det, der sker i en selv, fordi andre ofte mister fokus og interesse i det, der bliver sagt. Her kan circling rummet være en invitation til at synke mere ned i kroppen og forbinde sig med sit indre liv.
I forhold til at meditere alene giver circling rummet mulighed for at få direkte erfaringer og spejlinger i mødet med andre. Det kan være meget udvidende og skabe nye indsigter, og kan til tider også være udfordrende og konfronterende for ens selvforståelse og selvbillede.
Circling rummet holder også muligheden for at åbne op til et dybt nærvær, som opstår, når der er en tilladelse og accept af det, der er til stede. Jo mere man kan tillade og give plads jo mere kan man udvide sig og få adgang til indre tilstande af fred og væren. Det kan måske føles som, at rummet er mættet og levende eller helt stille og fredfyldt.
Det kan ofte virke som, at der en kollektiv bevidsthed til stede, som retter fokus på det, der har brug for at blive rummet i øjeblikket, og at det der derfor udspiller sig i rummet, vedrører alle og ikke kun en selv, at man alle sammen deltager i den samme proces om at bevidstgøre og give plads til det, der gerne vil frem i lyset.
Circling rummet bliver ofte beskrevet som et mikrokosmos af livet generelt. Eller som at zoome ind og forstørre og se på livet under en lup. Circling er et rum, der for det meste ikke er direkte styret af facilitatorernes guidelines og handlingsanvisninger. Styringen er ofte mere indirekte, hvor facilitatorernes væren og den energi de bringer til rummet skaber nogle rammer for, hvad rummet kan og ikke kan.
Rummet bliver samskabt af alle dem der deltager, og er derfor unikt hver gang. Det er et ret frit rum i forhold til mange andre praksisser, og det gør at der er plads til at dynamikker, behov, længsler, projektioner mm. kan komme til syne.
Tempoet sættes meget ned i forhold til, hvordan tempoet i livet for de fleste normalt er. Det langsomme tempo gør, at det er meget nemmere at opdage, hvad der sker på de mere subtile planer. Der bliver tid til at opdage hvordan man reagerer på andres ord, handlinger og energi.
Når man kan se, hvordan man påvirkes, så opstår der mulighed for at tage et valg om, hvordan man vil respondere. Og om man vil respondere. Det bliver muligt at vælge at gøre noget andet end man plejer, da det bliver muligt at se ens automatiske reaktioner og opdage nogle af de mønstre, der styrer ens liv.
Nogle gange er det næsten ligesom, at man trykker på pauseknappen og får et stilbillede af nogle dynamikker. Det er som at komme ind i kontrolrummet og se, hvordan nervebanerne kommunikerer, hvordan neuroner sender signaler til hinanden, og man får rent faktisk en mulighed for at omprogrammere, måske opdatere, styresystemet i øjeblikket.
Det valg har man jo i princippet hele tiden, hvis man er vågen og bevidst om, hvad der sker.
I circling rummet får man mulighed for at få direkte spejlinger fra andre af, hvordan de påvirkes af en, og det der er ret unikt er, at alle dem der deltager har valgt at være der og dermed er med på at udforske, hvad der sker i øjeblikket. Når man kommer til circling har man som regel et ønske om at forstå sig selv bedre og et ønske om at få sundere og mere nærværende relationer.
Circling kan ses som et modtræk til den forhastede, digitale forbrugskultur, som giver kortvarige, men tilfredsstillende dopaminudløsninger, men som der efterhånden ikke er nogen tvivl om vil køre os i sænk. Circling kan nemt ses som et udtryk for et stadigt stigende, og endda presserende, behov for langsomhed, nærvær og nærhed.
Fordi styringen som regel er ret indirekte, er rummet meget forskelligt alt efter, hvem der faciliterer og hvem der deltager. Det gør også, at der som sådan ikke er noget der er rigtigt og forkert, men det bliver meget tydeligt, at alle valg har konsekvenser. Circling sælger ikke nogen sandheder og lover ikke frelse. Circling lover ingenting.
Udover måske nærvær.